Zeppelin- & Garnisonsmuseum Tønder

Museet har åbent lørdage og søndage mellem kl. 11 og kl. 16, fra den 1. maj til og med den 30. oktober.

En overlevende fortæller

Lørdag den 26. maj 2001 besøgte den sidste nulevende officer, fra Hindenburg katastrofen, Tønder. Den næsten 92 årige Eduard Boëtius var ombord på det berømte luftskib da det brød i brand den 6. maj 1937 over Lakehurst ved New York.
Eduard Boëtius besøgte først Zeppelin Museet og blev her interviewet af både tysk og dansk presse bl.a. TV Syd. Herefter holdt den tidligere kaptajn et foredrag om sine mange flyvninger som navigatør ombord på Zeppelinruterne i mellemkrigs årene. Omkring 100 mennesker fra nær og fjern have købt billet til arrangementet som blev afholdt i ECCO Centeret udenfor Tønder.
For nylig har sønnen, Henning Boëtius, udgivet en bog som i romanform beskriver faderes historie. Den tyske titel er “Phoenix aus Asche”. Henning Boëtius har tidligere fået sine bøger udgivet på dansk så en oversættelse er sandsynlig.

Besøg på Zeppelin Museum Tønder

Eduard Boëtius ankom til museet omkring klokken 13. Efter at have mødt medlemmerne af Zeppelin Gruppen viste formanden Manfred Petersen rundt i museet. Hr. Boëtius var meget imponeret af udstillingen og historien om Zeppelin basen i Tønder og dens rolle i 1. Verdenskrig. På de udstillede fotografier genkendte han flere personer som han senere kom til at kende i den civile Zeppelin luftfart. Bl.a. den kendte luftskipper Schiller som var en af hans nære venner.

Interview til TV

Efter rundturen i musset gav Eduard Boëtius et 25 min. langt interview til TV Syd. Spørgsmålene gik bl.a på hvordan han havde startet sin karriere i luftskibsfarten og så selvfølgelig hans oplevelse af de skæbnesvangre sekunder da Hindenburg brændte i New York.
Det er næsten præcis 65 år siden Eduard Boëtius blev ansat i “Deutschen Zeppelin Reederei”. Han fløj først opbord på LZ 127 Graf Zeppelin mellem Frankfurt og Friedrichshafen. Senere gik han ombord på LZ 129 Hindenburg for at fuldføre sin uddannelse som luftskipper, deltog med dette luftskib på talrige rejser til Syd- og Nordamerika. Hugo Eckener, direktøren for “Deutschen Zeppelin Reederei” lod altid en del af besætningen bestå af unge aspiranter som skulle lære alle luftskibsflyvningens aspekter. På den måde fik Eduard Boëtius prøvet mange de forskellige poster som var nødvendige for at bemande Hindenburg.
Eduard Boëtius karriere indenfor luftskibsfarten startede nærmest ved et tilfælde. Efter sin studentereksamen i starten af trediverne mønstrede han et sejlskib, for at opfylde sin drøm om et liv på havet. Efter den flerårige praktiske uddannelse til søs, blev han sendt på søfartsskole i Hamburg. Sidemanden på skolebænken var ansat indenfor luftskibfarten. Luftskibene havde flere træk til fælles med søfarten og man brugte derfor de traditionelle uddannelser til oplære besætningen i bl.a. meteorologi og navigation.
Sidemandens beretninger om Zeppelinerne gjorde indtryk på Eduard Boëtius. Han søgte ind hos Deutschen Zeppelin Reederei og blev ansat i 1936.

Foredrag på ECCO Center Tønder

Kl. 15 holdt Eduard Boëtius et foredrag om sit liv ombord på Zeppelinerne i mellemkrigs årene. Foredragets højdepunkt var selvfølgelig Eduard Boëtius beretning om ulykken med luftskibet LZ 129 Hindenburg den 6. maj 1937 på flådebasen Lakehurst ved New York.
Tidligt på aftenen var Hindenburg i gang med sin indflyvning til New York. Eduard Boëtius var en af de officerer som stod for navigation og betjening af rorene.
Det var den første tur i Hindenburgs anden sæson. Året før havde man foretaget 36 rejser over Atlanten fra Frankfurt til henholdsvis Syd- og Nordamerika. Hindenburgs forgænger LZ-127 Graf Zeppelin havde foretaget 144 ture over Atlanten. Zeppelinere var kendt som et hurtigt og sikkert (men også dyrt) transportmiddel over Atlanten. Filmstjerner og andre berømtheder havde givet Zeppelinerne ry som datidens Concorde. Men på denne tur var der ingen kendte ombord. Kun 38 af de 72 passagerpladser var besat. Til gengæld havde man udnyttet pladsen til at medtage to besætninger. Hugo Eckener ønskede at hans besætninger fik så meget rutine som muligt.
Hindenburg ankom over New York omkring kl. 15. Som sædvanelig tog man en tur forbi Empire State Building og Frihedsgudinden, før man fløj nordpå mod Lakehurst. Zeppelinerne var allerede et almindligt syn over New York, men de skabte stadig opmærksomhed hver gang. Turen over Atlanten havde været grå og uden oplevelser så Kaptajn Pruss ville ikke snyde sine passagerer for den storslåede udsigt over New York.
Hindenburg var på det tidspunkt næsten en halv dag forsinket pga. modvind. Den oprindelige ankomst kl. 6 om morgenen var rykket til kl. 18. Men kl. 16 var Hindenburg over Naval Air Station Lakehurst.
Den vagthavende officer i Lakehurst, Commander Charles Rosendahl, meddelte via radiotelegrafen at et tordenvejr nærmede sig basen fra vest. Kaptajn Pruss besluttede at udskyde landningen indtil uvejret var drevet over. Han styrede luftskibet sydpå langs New Jerseys kyst. I løbet af et par timer klarede vejret op og Hindenburg var over Lakehurst igen omkring kl. 19.15.

Eudaurd Boëtius skulle til at afslutte sin vagt som navigatør og afløses i førergondolen. Kaptajn Pruss bad ham dog blive og i stedet afløse saddelmageren (som stod for at vedligeholde og lappe gassækkene) Ludwig Felber som stod ved højderoret. Det kan virke underlligt at en saddelmager stod ved roret, men på luftskibene var det almindeligt at også de menige besætningsmedlemmer vekslede mellem posterne. På den måde fik hele besætningen et så stort erfaringsgrundlag som muligt. Pga. det ugunstige vejr ønskede Kaptajnen dog at have en erfaren mand ved roret.
Ludwig Felber sluttede sig i stedet til resten af besætningen oppe i luftskibets indre. Deres opgave var nu at fin-trimme skibets hældning, under landningen, ved at bevæge sig frem og tilbage i skibets skrog. Større udsving justerede man ved at lukke vand ud af ballasttankene.
I 80 meters højde kastede man fortøjringstovene. På jorden stod 231 mand, både civile og flådepersonel, klar til at få Hindenburg fortøjret ved sin ankermast. Alt gik efter planen indtil de var 60 meter over jorden, da mærkede Eduard Boëtius et ryk i skibet. Han hørte intet brag men så at himlen omkring dem blev farvet rød. Føregondolens placering under næsen på luftskibet betød at han ikke kunne se at det var skibets hale som brændte.

Hindenburg sank hurtigt nedad, med næsen opad, i en vinkel på 45°. Eduard Boëtius klamrede sig til roret mens andre besætningsmedlemmer og genstande tumlede igennem gondolen. Der var ingen panik eller skrigeri, kun forbløffelse over denne uventede forløb.
Idet luftskibets næse rejste sig skød ilden fra halen fremad og opad som igennem en skorsten. De besætningsmedlemmer som befandt sig i skroget blev blæst ud.
Fra gondolen kunne Eduard Boëtius se sine kammerater falde mod jorden fra 100 meters højde, en af dem var Ludwig Felber . . .
Eduard Boëtius fortalte at han indtil da have handlet på sit instinkt. Alt var sket så pludseligt og hurtigt at der ikke var tid til at overveje hvordan han skulle slippe ud af skibet. Han undertykte en lyst til at hoppe ud så hurtigt som muligt. Først da det store landningshjul under gondolen havde rørt jorden anden gang efter et hop, sprang besætningen i gondolen ud. Der var dog stadig 2,5 m ned til jorden, og Eduard Boëtius husker at han for første gang under forløbet overvejde sin næste handling. „Lad nu være at forstuve foden i springet“ sagde han til sig selv. Det var med god grund for over ham var den forreste del af skibet nu i brand og den enorme konstruktion ville snart kolapse ovenpå gondolen. Varmen fra branden rakte flere hundrede meter ud og slog jordpersonel og tilskuerere tilbage.
Sammen med Walter Ziegler og en anden kollega slap han uskadt væk fra skibet. Først nu gik omfanget af katastrofen op for Eduard Boëtius.
Jordpersonellet ville have dem væk fra branden. Men Eduard Boëtius og hans kolleger så at der endnu var mennesker på passagerdækket over gondolen, så de løb tilbage og nåede at redde enkelte passagerer før Hindenburg faldt sammen. I alt omkom 35 mennesker enten på stedet eller på hospitaltet i de følgende dage, af disse var 22 besætningsmedlemmer.
Hele ulykken havde kun taget 32 sekunder.

Den næste dag fik de overlevende lov at undersøge vraget. Alle ledte efter deres personlige genstande i den del af vraget hvor de mente deres kvarter havde været. Utoligt nok fandt Eduard Boëtius den ene af de manchetknapper han som sø mand havde fået af sin far. Knappen var kun smeltet få steder og havde holdt sin form.
For sin heltedåd ved at redde passagerer ud af skibet modtog Eduard Boëtius en „Rettungsmedaille“ ved sin hjemkomst til Tyskland. Eduard Boëtius har stadig det tilhørende dokument med Adolf Hitlers originalunderskrift.
Under den efterfølgende spørgerunde blandt publikum, kom Eduard Boëtius i den forbindelse ind på en anekdote om nazisternes brug af Zeppelinerne til propaganda: Under de Olympiske lege i 1936 var Eduard Boëtius ombord på Hindenburg som sammen med LZ-127 Graf Zeppelin skulle flyve ind over stadion. Dette skete netop idet Hitler skulle til at holde sin tale og resultatet blev at alle tilskuerne vendte deres opmærksomhed mod Zeppelinerne på himlen og helt glemte Føreren. Som Eduard Boëtius smilende sagde: „Det var godt nok ikke planlagt, men det var passende!“
Hindenburg katastrofen blev nøje undersøgt i USA. Der er mange teorier om årsagen til ulykken: sabotage, lynnedslag, elektrostatisk udladning osv. Eduard Boëtius' holdning til disse var meget klar: „Det er altsammen kun teorier! Selv de mest veldokumentede kræver at utrolig mange faktorer skulle spille præcist sammen. Dette gør det næsten umuligt at føre noget endegyldigt bevis for en bestemt teori. Og bevismaterialet er enten brændt op eller spredt for alle vinde.“

Ikke alt er dog forsvundet Eduard Boëtius havde en stykke aluminium fra Hindenburg med til foredraget. Publikum fik dermed lov til at røre et stykke historie som de fleste kun kender fra film eller den berømte radiooptagelse. Den største oplevelse var dog Eduard Boëtius selv, som formåede at fortælle sin histore så levende at Zeppelinernes storhedstid stod lysende klar for tilhørende.

Zeppelin Gruppen, Tønder og Zeppelin Museum Tønder vil gerne takke Eduard Boëtius for at han tog sig tid til at dele sin historie med os. Også tak til alle som hjalp med at få dette spændende arrangement på benene.

Manfred Petersen og Eduard Boëtius foran en model af Zeppelin basen i Tønder som den så ud fra 1915-1918.
Manfred Petersen og Eduard Boëtius foran en model af Zeppelin basen i Tønder som den så ud fra 1915-1918.

Eduard Boëtius lyttede interesseret ...
Eduard Boëtius lyttede interesseret ...

 ... men fortalte også gerne selv om sine erfaringer og oplevelelser med Zeppelin luftskibene og de folk som bemandede dem. <br />
Han genkendte bl.a. gamle kammerater på billederne fra Tønder basen.
... men fortalte også gerne selv om sine erfaringer og oplevelelser med Zeppelin luftskibene og de folk som bemandede dem.
Han genkendte bl.a. gamle kammerater på billederne fra Tønder basen.

En museums besøgende fra England benyttede lejligheden til at få en autograf fra den sjældne gæst.
En museums besøgende fra England benyttede lejligheden til at få en autograf fra den sjældne gæst.

“... and you and are very good looking!” kvitterede kvinden. Men som tidligere sømand skulle der mere til at slå Hr. Boëtius ud. Han smilede blot og tog sin rolle som dagens midtpunkt helt roligt.
“... and you and are very good looking!” kvitterede kvinden. Men som tidligere sømand skulle der mere til at slå Hr. Boëtius ud. Han smilede blot og tog sin rolle som dagens midtpunkt helt roligt.

Eudaurd Boëtius vise hvor han normalt opholdt sig i gondolen når han var på vagt som navigatør.
Eudaurd Boëtius vise hvor han normalt opholdt sig i gondolen når han var på vagt som navigatør.

Luftfoto af Hindenburg dagen efter katastrofen i Lakehurst. Bemærk vagtposterne som er opstillet hele vejen rundt om vraget.
Luftfoto af Hindenburg dagen efter katastrofen i Lakehurst. Bemærk vagtposterne som er opstillet hele vejen rundt om vraget.

Eduard Boëtius ses her med det stykke (yderst til venstre) af Hindenburgs aluminiums konstruktion som han tog som minde.
Eduard Boëtius ses her med det stykke (yderst til venstre) af Hindenburgs aluminiums konstruktion som han tog som minde.

Som en erindring og tak fik Eduard Boëtius en model af luftskibet Hindenburg overrakt af formanden for Zeppelin Gruppen, Manfred Petersen.
Som en erindring og tak fik Eduard Boëtius en model af luftskibet Hindenburg overrakt af formanden for Zeppelin Gruppen, Manfred Petersen.

Zeppelin Gruppen, Tønder og Eduard Boëtius.
Zeppelin Gruppen, Tønder og Eduard Boëtius.