Zeppelin- & Garnisonsmuseum Tønder

Museet har åbent lørdage og søndage mellem kl. 10 og kl. 15, fra maj til og med oktober.

Åbent Hus 2002

Sherman kampvogn markerer nye udfordringer for museet

Lørdag den 7. september kl. 11 fik Zeppelin Museum Tønder et opsigtsvækkende vartegn i form af en Sherman kampvogn fra Tønder Kasernes øvelsesområde. Kampvognen er dog mere end blot et spændende blikfang. Eftersom Tønder Kaserne lukker i 2003 er det et naturligt tidspunkt for Zeppelin Museum Tønder at udvide sit arbejdsområde til også at dække den danske hærs historie i efterkrigstidens Tønder og frem til i dag. Museet har i forvejen en udstilling om Tønder Garnisons historie i mellemkrigsårene og der arbejdes også på en udstilling om Anden Verdenskrig.

Sherman kampvognen blev løftet fra sin gamle plads og over på en blokvogn omkring kl.9. Klokken halv ti ankom kran og kampvogn til museet og folkene fra SKAK Specialtransport gik straks i gang med klargøre kranen til det tunge løft. Kampvognen havde dog vist sig at være lidt lettere end først antaget. I stedet for 38-40 tons vejede den „kun“ omkring 32 tons. Da kranen var stabiliseret og kablerne fastgjort var det bare at vente indtil gæster og nysgerrige Tønder borgerne indfandt sig på Gasværksvej. Ventetiden blev blandt andet brugt på et interview med TV-Syd som fulgte flytningen fra start til slut og senere bragte to indslag i deres nyhedsudsendelse.

Præcis kl.11 blev Sherman'en løftet op fra blokvognen og ind over hegnet. Efter kun 5 minutter stod kampvognen på sin nye plads. Tønder garnisonens kommandant Major S.P. Sørensen stod for den officielle overdragelse og i sin tale lovede han helhjertet at støtte den nye del af museet med flest mulige relevante effekter. Sherman kampvognen og dele fra en 40mm Bofors luftværnskanon er de mest „håndgribelige” genstande fra kasernen som museet råder over. Men den største del af Tønder Garnisonens historie handler ikke om krudt og kugler. Telegraftropperne, eksperter i kommunikation og elektronisk krigsførelse, er den del af Hæren som har været længst i Tønder. Zeppelin Museum Tønder skal fremover også videreformidle dette kapitel af Tønders militærhistorie, forhåbentlig med hjælp fra nuværende og tidligere ansatte på kasernen.
Museets formand Manfred Petersen takkede dels kasernen for gaven og dels de to stærke partnere som sponsorede flytning: Tønder Bank og SKAKs Specialtransport. Han havde også rosende ord til Gerd Uwe Christiansen fra museet som havde lagt et stort arbejde i at forberede kampvognens ankomst, bla. ved at anlægge en platform til den. Til sidst glædede han sig over at problemet med museets synlighed fra vejen nu er løst: „Nu kan folk sgu' se at her ligger et museum”.

Efter at kampvognen var kommet på plads blev SKAK kranen kørt op i sin fulde højde på 58 m med et gigantisk Dannebrog på 120 m2. Herefter kunne ingen i Tønder og omegn være i tvivl om der skete noget særligt på Zeppelin Museet. Hele dagen var der fri entre til museet og omkring 250 besøgende benyttede det gode vejr til at se de udstillede køretøjer, museet eller nyde en fadøl på den nye terrasse.

Sherman kampvognen var ikke det eneste veteran køretøj der var udstillet. Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening fremviste i dagens anledning to VW Kübelvagen, tre Jeeps og en Landrover. René Bunk fra Tønder kom med en Dodge lastbil og en Landrover brandbil.

Zeppelin Museum Tønder vil gerne takke alle der var med til at gøre åbent Hus dagen til spændende og godt arrangement: Tønder Kaserne for den bogstavelig talt store gave, vores stærke hjælpere, Tønder Bank og SKAKs Specialtransport som gjorde flytning praktisk mulig, medlemmerne fra Dansk Militærhistorisk Køretøjs-Forening (både fra Tønder og Horsens) og René Bunk for deres fine udstilling af gamle biler og ikke mindst de af museets medlemmer som har knoklet for at forberede dagen i alle detaljer. Også en stor tak til de familiemedlemmer som hjalp til på dagen.









Museets formand, Manfred Petersen giver et interview til TV-Syd.
Museets formand, Manfred Petersen giver et interview til TV-Syd.

Sherman kampvognen løftes på plads.
Sherman kampvognen løftes på plads.

Danmarks yngste kranfører overvåger at alt går rigtigt til.
Danmarks yngste kranfører overvåger at alt går rigtigt til.

Major S.P. Sørensen fra Tønder Kaserne overdrager kampvognen til museet.
Major S.P. Sørensen fra Tønder Kaserne overdrager kampvognen til museet.

Dodge Powerwagon
Dodge Powerwagon